RETHINK Parforhold

Hvilken historie skal dit parforhold fortælle?

Lad os starte med en lille geologisk udgravning.
(Jeg vender tilbage til dit parforhold senere.)

Forestil dig, at alle relationer mellem kvinder og mænd danner aflejringer i jorden. Lag på lag ligger de under jordens overflade, og hver især fortæller de en historie om tidens tilstand mellem kønnene.

Hvilke historier ligger mon her?
Og hvor meget præger de den fortælling, der udspiller sig lige nu.
Den fortælling, som du og jeg fortæller dag for dag, og som er på vej til at blive endnu et lag i undergrunden?

Jordens dyb rummer sandsynligvis en stor mængde lidelsesfulde fortællinger. Fortællinger om ulighed, kontrol og mistillid. Og om misforståelser, savn og længsel.

GISP – det lyder tungt! Jeg orker det ikke. Der er alligevel ikke noget vi kan stille op.

Eller er der? Hvordan mon vi forholder os til disse fortællinger?

Er vi bevidste om dem eller påvirker de os i det skjulte?
Giver vi dem ret?
Lader vi de samme historier udspille sig igen og igen og igen?

Invester dit overskud

Mulighederne for at skabe nye fortællinger om relationen mellem mænd og kvinder er super gunstige LIGE NU og HER. Vi har overskud, gode livsvilkår og en meget høj grad af ligestilling og frihed.
Spørgsmålet er, hvordan vi vil investere overskuddet?

Måske er det på tide, at vi beslutter os for at skabe nye fortællinger om mænd og kvinder?

Beslutter os for at bruge vores kærlighed, bevidsthed og kompromisløshed til at skabe de nødvendige forandringer i mødet med hinanden?

Beslutter os for at gå imod slipstrømmen af gamle historier.

Beslutter os for at bruge vores overskud til at skabe mere frihed, ligeværd og respekt imellem kønnene?

Men er det overhovedet mit ansvar at forholde mig til det?

(Og nu vender jeg som lovet tilbage til dit parforhold)

Hvis man ser sit parforhold som en udelukkende privat sag – så, nej.

Hvis man derimod oplever, at vi som mennesker er forbundne, at vi påvirker hinanden og vores nutid og fremtid gennem vores adfærd og bevidsthed – så, ja.

Er det svært? – ja for h…. .

Hvert sandskorn tæller

Men muligheden er der. Vi kan skabe et nyt og frugtbart lag i jorden, som kan være fundament for fremtidens relationer. En aflejring i jorden, som indeholder fortællinger om respekt, ligeværd og samarbejde. Om kærlighed, sex og bevidsthed mellem mænd og kvinder.

Ved bevidst at forholde os til vores parforhold.

Ved dag for dag at bringe kærlighed, bevidsthed og kompromisløshed ind i mødet med det andet køn.

Ved at møde hinanden med tålmodighed og vågenhed.

Det kan synes som en stor og umulig opgave. Men hvert lille sandskorn tæller – og er med til at præge aflejringen.

Vi skaber vores fremtid NU.
Hvilken historie vil DU være med til at fortælle?