Tigerens Rede er vores fundament

I 2007 startede en gruppe af Anne Sophie Jørgensens elever et undervisningsfællesskab, Tigerekspressen, som formidler undervisning fra Tigerens Rede. Navnet Tigerekspressen symboliserer, at den visdom og erfaring, som kommer fra Tigerens Rede, kører ud i verden som et eksprestog. 

Siden 2007 har der været forskellige undervisere tilknyttet til Tigerekspressen, hvor tusinder af mennesker har fået hjælp til selvudvikling og meditation igennem Tigerekspressen. Undervisningens temaer har forandret sig i takt med, at tiden er gået, og i dag har Tigerekspressen både en afdeling i Danmark og i Norge. Alle undervisere i Tigerekspressen har selv modtaget undervisning fra Tigerens Rede i mange år og underviser i de temaer fra Tigerens Rede, som de selv har omsat og erfaret i deres eget liv. 

På denne side kan du læse om Tigerens Rede og den enorme betydning, meditationscentret har haft for Tigerekspressen.

Tigerens Redes historie

Tigerens Rede er et meditationscenter, der ligger i Gedved i Østjylland. Tigerens Rede er stiftet af Anne Sophie Jørgensen i 1988. I snart 50 år har Anne Sophie undervist i meditation, tantra og bevidsthedsudvikling. Derudover har hun et rigt forfatterskab bag sig, hvor hun har udgivet bøger om blandt andet spiritualitet, tantra og senest hendes bog Køn, Kraft og Ligeværd.

DugDråbeVejen - en spirituel linje fra Tigerens Rede

Undervisningen på Tigerens Rede udspringer fra den spirituelle linje, som er startet af Anne Sophie Jørgensen. Den har fået navnet DugDråbeVejen. Den hjælper mennesker med at få kontakt til deres sjæl, ånd eller essens og udfolde den i det konkrete liv.

Linjen fra Tigerens Rede har sigte på bevidsthedens befrielse. Det er en måde at arbejde med spiritualitet på, som kræver en høj grad af selvansvarlighed. I dette perspektiv kan man ikke  lægge ansvaret for sin proces over på en lærer, en metode eller en religion. Følger man DugDråbeVejen, forvalter man det, man har lært, i overensstemmelse med det, man selv er. Det sker i samklang med ens personlige liv og udtryk, frem for at tilpasse sig en bestemt form.

Anne Sophie skelner mellem spirituel form og essens. Formen, fx. den konkrete spirituelle praksis eller undervisningens indhold, skal tilpasses samtiden for at kunne følge med samfundets udvikling. Men essensen er uafhængig af tid og sted. Af den grund er undervisningen og praksissen på Tigerens Rede foranderlig og dynamisk. DugDråbeVejen er således hverken en kloster-ramme eller en ny religion, men snarere en levende og dynamisk spiritualitet.

Et andet kendetegn ved DugdråbeVejen er forbindelsen mellem spiritualiteten og hverdagsliv. På Tigerens Rede har det alle dage været en ambition at kombinere meditation og avanceret bevidsthedsarbejde med familie- og arbejdsliv - at få ego og meditation til at samarbejde på en ligeværdig måde.

Meditationscentret Tigerens Rede set fra afstand.

Hvad formidler vi fra Tigerens Rede?

Et svar til tiden

Tigerens Redes vision er at hjælpe det enkelte menneske til at få en god kontakt til sig selv, så det kan stå stærkt i en omskiftelig verden og bidrage med dét, det er og kan. Vi lever i en tid, hvor det kan være svært at navigere i og rumme alt det, vi ser og oplever. Der er mange måder at arbejde med at ændre verden på. Tigerens Rede har tre bud på denne opgave, som er centrale i forhold til at afhjælpe den øgede polarisering i verden. Forslaget er at arbejde for mere ligeværd mellem mennesker - at se sit ego som en funktion frem for en identitet - og sidst men ikke mindst arbejde med den lodrette akse.

Den lodrette akse

På Tigerens Rede og i Tigerekspressen arbejder vi med chakrasystemet som en måde at forstå sig selv på - og en måde at forbinde krop og bevidsthed. I Tigerekspressen arbejdes der konkret med at styrke denne forbindelse blandt andet gennem healing, dans og kraftfulde fysiske øvelser.

En illustation af den lodrette akse som bliver brugt på Tigerens Rede

Det menneskelige energisystem rummer 7 chakraer, der alle repræsenterer det enkelte menneskes kontakt til noget alment menneskeligt; eksempelvis knytter ens kontakt til kærlighed sig ofte til hjertechakraet og ens intuition placeres ofte i denne forståelse ved pandeområret i pinealchakraet. I toppen af energisystemet er essenspunktet, som symboliserer kontakten til spiritualiteten eller noget større end sig selv. I bunden ligger jordpunktet, som rummer kontakten til vores urkraft, aggressionskraft og vores dyriske instinkter. Arbejdet med jordpunktet er et meget centralt emne på Tigerens Rede.

Dette energisystem, som strækker sig fra jordpunkt til essenspunkt, udgør den lodrette akse.

Den vandrette akse drejer sig om de mere jeg-mæssige sider af ens personlighed. Alle mennesker har kontakt til begge akser i mere eller mindre udstrækning. 

Tigerens Redes opgave om at arbejde med den lodrette akser er meget centralt i nærmest alle Tigerekspressens kurser og workshops. Mange mennesker kan få en bedre kontakt med sig selv og en bedre selvforståelse ved at få mere fat i sin lodrette akse.

Citat fra kursist på Tigerens Rede:

“ At få kontakt til min lodrette akse og min egen kraft har givet en helt ny forståelse af mig selv. De ting, jeg har lært i Tigerekspressen har også været et rigtig godt fundament for at deltage i undervisningen på Tigerens Rede.”

Især det at få fat i bunden af energisystemet samt den aggression og kraft, som ligger der, kan være et stort skridt i menneskers liv, da de voldsomme kræfter, som ligger i jordpunktet, er meget tabuiserede i vores moderne samfund. Kraften kan ofte forbindes med noget negativt eller destruktivt, men når vi lærer den at kende og integrerer den med bevidsthed og hjerte, kan den blive en enorm ressource i vores liv. Det kan give adgang til meget mere energi, hjælpe til at stå stærkt i livet samt ikke mindst til at sige ja og nej med både ærlighed og tydelighed.

Du er mere end dit ego

” Mennesker er generelt for “vandrette” i deres gøren, hvilket vil sige, at man håndterer sit liv for jeg- eller egomæssigt. Når man gør det, udnytter man ikke tilstrækkeligt de potentialer, som ligger i den lodrette akse, nemlig ånd og kraft. En bedre kontakt til den lodrette akse giver samtidig nye, konstruktive muligheder for at reagere på det, som sker i og omkring en (…) Men en styrkelse af kontakten til den lodrette energiakse får egofunktionen til at stå mere rent og neutralt, og det hjælper mennekser til at finde deres rette størrelse og udtryk." (Citat af Anne Sophie Jørgensen, leder af Tigerens Rede, Køn, Kraft og Ligeværd s. 17)

Egoet er et centralt tema i undervisningen på Tigerens Rede. Vi kan forstå egoet som vores selvfortælling, opvækst, holdninger, det mentale og vores følelser. Den udbredte forståelse i vores del af verden er, at vi ER vores ego. Vi er ofte identificerede med egoet og forveksler det derfor med alt det, vi også er. Men hvis man kan få fat i sin spiritualitet (toppen af energisystemet) og det, som er større end én selv; og samtidig få kontakt til sin instinktivitet og kraft (bunden af energisystemet), aner man, at man er langt mere end sit ego. Man kan begynde at se egoet som en funktion, man kan bruge, når der er behov for det, men som man også kan lægge fra sig igen, når der ikke er brug for det. Man har fx ikke nødvendigvis brug for sit ego, når man er i naturen, er kreativ eller mediterer. 

På Tigerens Rede og på Tigerekspressens kurser arbejder vi både med at styrke og nuancere egoet. Har man et solidt og fleksibelt ego, har man et godt fundament for livet. Det kan fx. være at man kender sig selv godt, kender sine behov, grænser og følelser og kan udtrykke disse i en grad, så relationer i ens liv er forholdsvis velfungerende. Vigtige egofunktioner kan også være evnen til at tage ansvar for hverdagslivets struktur, arbejdsliv osv. 

Samtidig kan egoet komme til at fylde for meget og føre til, at man drives rundt af emotioner eller af tanker. På kurser på Tigerens Rede og hos Tigerekspressen peges der også ind i alt det, som er større end egoet. På stilhedsretræterne på Tigerens Rede kan man opleve stilhed, væren og vidderne i bevidstheden, som er langt større end vores ego. Der er kurser med øjenkontakt og andre former for “ordløs udveksling”, hvor mange kan opleve sprækker ind bag egoet og at mødes med et andet menneske i et mindre jeg-mæssigt samvær.

Citat fra kursist: “Glad for at møde en helt "fremmed" i øjenkontakt, og få erfaret hvor lidt det betyder for dybden af mødet - og dybden af møde i mig selv. Selvsagt er egoet også i spil, men den stramme form, og klare koncentrationsopgave, dæmper egoets støj

Polaritet og ligeværd

Vores ego har tendens til at polarisere og problematisere forskelle mellem mennesker, både i personlige relationer og på et mere samfundsmæssigt plan. Ligeværd handler om polaritet: at kunne se forskelle som en ressource. Hvis man kan løfte perspektivet, kan man begynde at se ligeværd mellem to aspekter, som ellers står i kontrast til hinanden. 

Eksempelvis tillægges ungdommen ofte højere værdi end alderdommen. Men fra et ligeværdsperspektiv har de to grupper meget at lære af hinanden, og de to forskellige perspektiver kan berige hinanden. Et andet eksempel kan være vores forhold til naturen. Vi kan komme til at se naturen som noget andet end os selv, og som noget som er til for vores skyld. Men fra ligeværdsperspektivet ER vi selv natur og dybt afhængige af naturen. 

I tantra arbejdes med både indre polaritet og den ydre polaritet - at hvile godt i sin egen pol i mødet med den andens pol, fx. gennem kontakten til den lodrette akse.  Det drejer sig om at møde andre mennesker i polaritet frem for at polarisere.

Tantra har været en essentiel del af Tigerens Rede siden 2001 og i Tigerekspressen udbydes løbende weekendkurser i tantra, både i Norge og Danmark. Samtidig udbydes kurser ved Tantrauddannelsen, der også er udsprunget fra Tigerens Rede - både i Aarhus, København og snart også i Norge. 

Tigerens Redes to spirituelle rødder

Anne Sophies undervisning og Tigerens Rede har to spirituelle rødder: Dels kristendommen og dens budskab om næstekærlighed, som Anne Sophie er nært knyttet til, og som løber som en åre i hende. Dels den tantriske buddhisme, hvorfra Anne Sophie oversætter centrale begreber og symboler til en nutidig, moderne kontekst. 

Bodhisattva-korset er et centralt symbol på Tigerens Rede. Det har to tværbjælker, som symboliserer de to rødder. Den øverste tværbjælke symboliserer bevidsthed og essensen fra buddhismen. Den nederste symboliserer kærlighed og forbindelsen til det kristne. Tigerens Rede er hverken et buddhistisk eller et kristent center. Men man vil kunne genkende noget af essensen fra begge traditioner i undervisningen.

Den lodrette bjælke i korset forbindes på Tigerens Rede med kvaliteten kompromisløshed - en kvalitet, som man finder i begge traditioner, fx i historien om Jesus såvel som om Buddha. 

Kærlighed, bevidsthed, kompromisløshed

På Tigerens Rede arbejdes med phurbaen, som er et symbol fra den tantriske buddhisme. Phurbaen er et rituelt redskab - en dolk med tre blade - som symboliserer, at man i ét hug kan skære igennem de tre grundlæggende årsager til menneskelig lidelse: vrede, begær og uvidenhed. På Tigerens Rede forbindes de tre blade på dolken med hhv. kærlighed, bevidsthed, kompromisløshed. Er de tre kvaliteter til stede i bevidstheden, kan de skære igennem og transformere selv de dybeste årsager til lidelse.

De tre kvaliteter er tæt forbundet og skal benyttes i kombination. For eksempel kan kompromisløshed blive for hårdt uden kærlighed. Kærlighed uden kompromisløshed kan fx. blive til selvopofrelse.

En anden måde at arbejde med de tre kvaliteter på, er at bruge mantraet fra Tigerens Rede: 

“Kærlighed er bevidsthed 

 bevidsthed er kompromisløshed, 

 kompromisløshed er kærlighed.”

Står man overfor en udfordring i sit liv, kan man bruge dette mantra fra Tigerens Rede og kigge på udfordringen ud fra forskellige perspektiver. Har situationen brug for kærlighed? Har den brug for at blive set? Eller har den brug for, at vi justerer på vores indstilling, så situationen kan flytte på sig? Det er en mindre jeg-mæssig måde at arbejde med vanskeligheder på, end at gribe til de traditionelle løsninger.

Er du mere nysgerrig på Tigerens Rede? Så kan du med fordel læse mere om Tigerens Rede på meditationscentrets hjemmeside: Tigerensrede.dk

Du kan også finde Tigerens Rede på Sociale medier. Klik her for at besøge Tigerens Rede på Facebook - og her for at se billeder fra Tigerens Rede på Instagram

Hvis du vil lære mere om Tigerens Rede, kan du også besøge Tigerens Rede på YouTube. Der kan du gå på opdagelse i mange videoer, hvor Anne Sophie Jørgensen forklarer om de centrale temaer for Tigerens Rede.

Bodhisattva-korset på Tigerens Rede
En Phurpa I Tigerens Redes mediationssal